facebook twitter
BLOG

Måltal - med mere mening og mindre kvantitet

"2018 er det rent faktisk hensigten at måltal skal give mening"

Læs blog

70-året for alle tiders største drabsgåde

Den ilde tilredte hr. Jacobsen. Ved siden af hans hoved ligger en herrestok.
I denne måned er det 70 år siden, at det midaldrende ægtepar, Vilhelm og Inger Jacobsen, blev myrdet i deres lejlighed på Peter Bangs Vej 74, Frederiksberg. Ægteparret blev fundet med sønderslåede ansigter og snitsår. Over ligene var der lagt stokke, og rundt omkring i lejligheden var forskellige genstande tilhørende de myrdede nærmest rituelt placeret. Dobbeltmordet skulle ende med at blive alle tiders største drabsefterforskning og den mest myteomspundne kriminalsag i danmarkshistorien.
  30/1-2018

Hvad der særligt forbandt sagen med mystik og uhygge var gerningsstedet. Inde i lejligheden fandt man i herreværelset hr. Jacobsen dækket af en plaid. Over ham lå en armstol, hvis ryg og bagerste ben var slået af.

Under hr. Jacobsens højre hånd lå en blodig forskærerkniv, som hørte til i hjemmet. Den dræbtes højre håndled var gennemskåret helt ind til håndroden. Over hans hoved var der lagt en spadserestok, som havde tilhørt fru Jacobsens afdøde far. Omkring hr. Jacobsens hals var der knyttet to håndklæder, og i munden havde han en sammenrullet damestrømpe.

Fra halsen og ned omkring højre arm var der anbragt et lyseblåt sengetæppe. Under hr. Jacobsens hoved var anbragt en hovedpude, og under denne lå der en buket tulipaner. Til venstre ved siden af den dræbte lå der en bordlampe, hvis ledning var klippet af. I nærheden af hr. Jacobsen lå der ligeledes et par guldbriller med knuste glas samt et enkelt ekstra knust brilleglas. Hen over gulvet og på møblerne var der sprøjtet en stor mængde blod.

I soveværelset lå fru Jacobsen på maven med hovedet i retning mod døren. Under fru Jacobsen var der placeret en hovedpude og et sengetæppe, og over hende var der placeret to overdyner fra sengene. Over venstre skulder og ned over ryggen var der lagt et blodigt håndklæde. Hovedet var smurt ind i blod, og ved siden af hovedet var der to blodplamager. Også over hendes lig var der anbragt en spadserestok. Stokken stammede dog ikke fra fru Jacobsens far, men derimod hendes mor. 


Den døde fru. Jacobsen. Oven på hende ligger en damestok.

Mystik

I værelset mod gaden ved siden af herreværelset fandt man på en hylde over radiatoren en tandprotese, et par øreclips og to pyntekamme. Genstandene var placeret minutiøst ved siden af hinanden og indsmurt i blod. Såvel øreclips som pyntekamme og tandprotese tilhørte fru Jacobsen. I værelset lå der ligeledes en stor, frisk blodpøl. I både herreværelset, dagligstuen og soveværelset var persienner og rullegardiner trukket for. Forskellige steder i lejligheden var gardinsnore skåret af, og der var, selv bag tunge kommoder, blevet afklippet elledninger. Enkelte snore- og ledningsrester var efterladt, men resten var fjernet. Ligeledes var der tilsyneladende flyttet rundt på nogle små figurer, der forestillede et lille orkester.

Resten af lejligheden virkede imidlertid bemærkelsesværdigt urørt, og der var ikke fjernet noget af værdi, på trods af at ægteparret ejede flere værdifulde antikviteter og smykker. Der manglede dog, besynderligt nok, to blanketter fra et checkhæfte, der lå i netop denne skuffe. I talonen til den første blanket, mærket nr. 51, stod: ”19/2 1948 – kr. 8.500. – mig selv”. I talonen til den anden blanket, mærket nr. 52, stod intet – hvilket var højst usædvanligt, da hr. Jacobsen altid noterede, hvilke checks han skrev ud. De to pågældende checks blev aldrig fundet eller indløst.

Efterfølgende vurderede teknikerne, at lampen, der lå ved siden af hr. Jacobsen, samt stolen oven på hr. Jacobsen kunne have været benyttet som drabsvåben, idet både hr. og fru Jacobsen var døde som følge af voldsomme kranielæsioner. Retsmedicinerne anså det for usandsynligt, at stokkene kunne have været benyttet som drabsvåben, da de var alt for spinkle. 


Politiets rids over lejligheden. Intet var blevet stjålet fra lejligheden på
trods af, at der var mange antikviteter og dyre møbler.

Efterforskningen

Efter at Frederiksberg Politi havde fundet ofrene, blev der placeret tre betjente foran hoveddøren, så ingen uvedkommende kunne komme ind. Flere ”uvedkommende” fik dog adgang til gerningsstedet, bl.a. politimester Johan G. Parker, hvis hælaftryk man fandt i en blodpøl på stuegulvet, og ægteparrets nære ven, Erik Ramdahl, havde også adgang til lejligheden. Ramdahl fortalte, at han havde fået besked om drabene via sin kone, og han var derefter kommet til Peter Bangs Vej 74 fra sin nærliggende arbejdsplads.

Man afhørte også beboerne i opgangen og personer i nærområdet. Det mest brugbare vidneudsagn kom fra underboens husbestyrerinde, frk. Jensen, der om aftenen og natten havde hørt flere kraftige bump og tunge skridt fra Jacobsens lejlighed. Hun havde troet, at der blev flyttet møbler rundt, men det var det nok nærmere lyde fra drabene.

Politiet kortlagde også ægteparrets personlige forhold. For måske skulle motivet – og dermed også drabsmanden – findes der. Ægteparret levede dog et tilbagetrukket liv, og der var ingen umiddelbare tegn på, at der var store konflikter ægtefolkene imellem. De havde en begrænset omgangskreds og fulgte ellers primært de samme levemønstre. 

Elskeren

Men var alt nu også så idyllisk, som det virkede på overfladen? Skønmaleriet fik Jacobsens til at fremstå som et lykkeligt ægtepar, hvis samliv stadig var velfungerende på alle måder – også det seksuelle. Men efterhånden som efterforskningen kom i gang, fik nogle vidner dette billede til at krakelere.

En tidligere bekendt af ægteparret beskrev hr. Jacobsen som en stille og rolig mand, hvis eneste egentlige passion var hestesport. I sociale sammenhænge holdt han lav profil, og han lod sin hustru fylde for dem begge. Hun skulle ifølge denne bekendte være anderledes dominerende og nærmest kun interessere sig for sig selv. Selv ægtefolkenes mest private stunder fortalte hun gerne om, og desuden sendte hun blikke til andre mænd end sin egen. Så måske gerningsmanden til dobbeltdrabet kunne være fru Jacobsens elsker? Noget sådant har bl.a. forfatteren Peer Kaae peget på i sine for nyligt udkomne bøger om dobbeltmordet. 

Krigen

Ægteparrets private forhold var ikke den eneste, der spøgte i efterforskningen – det gjorde landets historie også. For måske skulle motivet findes i langt mere lyssky cirkler, som trak tråde til den netop overståede verdenskrig.

Hr. Jacobsens arbejdsplads, English House, havde under krigen produceret uniformer for tyskerne. En beskæftigelse, der skabte problemer med modstandsbevægelsen under selve krigen, og som burde have medført en værnemagersag efter krigen. Selvom hr. Jacobsen havde en højtstående position i firmaet, rettede truslerne sig dog mod firmaets indehaver.

Der opstod imidlertid en teori om, at hr. Jacobsen måske også var personligt involveret i krigens mange skyggeforetagender. En af modstandsbevægelsens berygtede bødler kom nemlig hurtigt i spil som en mulig gerningsmand. En af taxachauffør mente at have set den berømte modstandsmand, Sven Aage Geisler (kendt under dæknavnet ”Store-Bjørn”), foran ægteparrets bopæl på drabsdagen. Hertil kom, at han sammen med sin  makker, ”Lille-Bjørn”, under krigen havde likvideret flere, heriblandt den grønthandler, der havde forretning under Jacobsens lejlighed.

Geislers brutale fortid fik politiet til at overveje, om mordet var et regnskab fra krigen, der skulle gøres op. Politiet hentede Geisler ind til forhør for at undersøge, om han havde et alibi for, hvilket han havde, han havde nemlig hele dagen været sammen med modstandsmanden, Mogens Hansen. Politiet stolede dog ikke helt på Hansens uvildighed, da deres forhold strakte sig tilbage til modstandsbevægelsen, hvor Geisler engang havde reddet Hansens liv. Egentlige beviser for Geislers delagtighed i dobbeltmordet fandt man imidlertid aldrig. Geislers liv endte under lige så tragiske omstændigheder som hr. og fru Jacobsens, da han i 1968 blev myrdet på en landevej mellem Køge og Ringsted. 

Husvennen

Selvom efterforskningen fortsatte i årene efter dobbeltdrabet, og der senere blev nedsat en kommission, endte efterforskningen i en blindgyde. I 1954 gik det op for en af politiets efterforskere, Poul Dam, at Erik Ramdahls alibi aldrig var blevet efterprøvet. Kunne han måske have haft en hemmelig affære med fru Jacobsen og derfor myrdet ægteparret? Ramdahl havde til politiet forklaret, at han som vanligt havde begyndt sin dag på kontoret. Efter arbejde var han taget hjem, hvor han havde tilbragt lidt tid med sin hustru, inden de omkring klokken 16.40 havde besøgt et nærliggende børnehjem. Normalt kom han altid i musikforeningen om torsdagen, men denne aften havde han følt sig utilpas og havde derfor meldt afbud.

At ingen havde afhørt hverken hustru, personer fra musikforeningen eller personalet fra børnehjemmet, måtte efterforskerne forsøge at rette op på. Seks år var dog gået, og skaden var sket. Årene havde udvisket de præcise dage for hans hustru, der kun kunne fortælle, hvordan torsdagene plejede at blive brugt. Hos musikforeningen bekræftede man, at Ramdahl ikke havde været til stede lige denne aften, men det stemte jo også overens med hans egen forklaring – og hos børnehjemmet kunne man ingen oplysninger give.

Andre indicier styrkede også mistanken til Ramdahl. Drabsmåden kunne tyde på, at gerningsmanden kendte ofrene. Politiet formodede, at fru Jacobsen allerede lå livløs i soveværelset, da hr. Jacobsen vendte hjem. Så den, der havde begået mordene, måtte have en plausibel grund til at opholde sig alene i lejligheden. Det havde Ramdahl som en nær ven af ægteparret.

Desuden havde Ramdahl en besværet gang, som betød, at hans færden blev akkompagneret af en slæbende lyd. Dam havde således mange indicier, men ingen egentlige beviser. Flere gange konfronterede kriminalassistenten sin mistænkte med anklagerne, men Ramdahl afviste hver gang at have været involveret i dobbeltmordet, mens han beklagede sig over, at politiet ikke havde tjekket hans alibi tilbage i 1948 og derved bekræftet hans uskyld! 


I herskabslejligheden var der flere steder afklippet
elledninger og gardinsnore. Her er ledningerne blevet
klippet af bag en tung kommode.

Mysteriet lever videre

Mystikken hviler fortsat over dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Hvem det var, der en februaraften for 70 år siden tog livet af ægteparret fra Frederiksberg, vil højst sandsynligt aldrig blive opklaret – hvilket næppe har svækket fascinationen af det besynderlige dobbeltmord. For hvem var den eller de, der på den mest brutale facon myrdede det tilsyneladende uskyldige ægtepar og samtidig plantede så mange mærkværdige spor på stedet? Var det personer fra ægteparrets vennekreds? En hemmelig elsker? Eller havde enten Vilhelm eller Inger Margrethe farlige hemmeligheder, som de tog med sig i graven? Århundredets drabsgåde lever videre, og den sidste teori om sagen har næppe set dagens lys.

I Politimuseets udstilling ”Uopklaret” kan man bl.a. se genstande fra dobbeltmordet på Peter Bangs Vej.