facebook twitter

Er man lidt præmenstruel i dag?

Det er heller ikke en hemmelighed, at man som leder i politiet har begrænsede muligheder. Din ledelsesramme er enorm snæver, og alt skal kunne måles og vejes. Rigtig meget er administrativt arbejde, og der er ikke så meget plads til, at man tænker selv, siger Susanne Philipson, som forlod politiet i 2012
Som kvindelig leder i dansk politi skal man præstere lidt bedre, kæmpe lidt hårdere og passe på sin fremtoning, hvis man vil avancere og accepteres af de mandlige kolleger. Det er Susanne Philipsons erfaring efter næsten 17 år i politiet, heraf de seks som leder. I dag er hun direktør i den private organisation Danner.
  14/12-2015

Susanne Philipson har lagt øre til sin del af kønsstereotype ytringer i sin tid i politiet. Hun har aldrig taget det nært, men svaret retur med en frisk bemærkning, når hun blev beskyldt for at være præmenstruel, hysterisk eller lige lovligt fremme i skoene. For eksempel hvis hun forholdt sig kritisk over for noget eller var ambitiøs på egne vegne.

- Det blev altid sagt ”i sjov”, og jeg vænnede mig til det. Ikke desto mindre var det bemærkninger og oplevelser, som mine mandlige lederkolleger ikke behøvede at forholde sig til.  Det var i den grad med til at fastholde de kønsstereotype holdninger i politiet, fortæller Susanne Philipson. 

Det var en mandlig politileder, der i sin tid spottede hendes potentiale og puffede til hende – faktisk adskillige gange, så hun endte med at gå ledervejen. Da hun begyndte på lederuddannelsen i 2005, var hun eneste kvinde på holdet, og blev senere, sammen med 25 andre kvinder, nyudnævnt vicepolitikommissær under politireformen i 2007. Til sammenligning var der 926 mænd.

- Som kvinde i politiet må man helst ikke skille sig ud. Men jeg har altid gjort meget ud af at vise min kvindelighed – med lakerede negle, uniformsnederdel og de udleverede sko med hæl. Jeg bliver jo ikke en dårligere leder, fordi jeg er kvinde og står ved mit køn, vel? Men jeg ved da godt, at jeg har virket provokerende på nogle, og nogle af mine kvindelige medledere har da også advaret mig om, at det måske kunne hindre mig i at avancere. En mandlig medkursist på lederuddannelsen syntes da også lige, at han skulle fortælle mig, at jeg nok var for pæn til at nå ret langt karrieremæssigt. Og lykkedes det mig alligevel, ville folk bare tro, at jeg havde bollet mig til det! Det sagde han – velvidende at jeg havde fået høje karakterer i mine afsluttende eksamener, fortæller Susanne Philipson.

- Nu er det jo nogle år siden, og jeg håber ikke, at det er sådan at være minoritetsgruppe i politiet i dag, tilføjer hun.

Kvindenetværket der led en stille død

Susanne Philipson holdt dog ikke op med at stikke næsen frem. I 2003 blev hun en del af ”Netværket for Politikvinder i Danmark”, igangsat af Rigspolitiets personaleafdeling i forsøg på at få flere kvinder på lederposterne ved at styrke deres kontakter på det faglige og personlige plan. Tre år senere valgtes hun til formand. Hendes mål var at ændre kulturen.

- Der er ingen tvivl om, at der er en Rip Rap Rup-effekt i politiet, når der udvælges nye ledere, og den barriere kan være svær at bryde. Min erfaring er, også rent personligt, at minoriteter i politiet altid bare skal kæmpe lidt hårdere for det. Det er ikke ond vilje, men noget kulturelt, der gennemsyrer hele organisationen. Jeg ønskede at få ledelserne til at se en mening i at gøre en indsats for at rekruttere flere kvinder til de ledende poster. Som kvinde kan det desuden være vanskeligt at spejle sig ind i, hvilken politiledelse man gerne vil være del af, når der ikke er mange kvindelige rollemodeller, og man måske ikke kan se sig selv i den ledelsesstil, som de mandlige ledere repræsenterer, siger Susanne Philipson.

Kvindenetværket oplevede en del modstand. Blandt andet fra flere af politikredsenes ledelser, der nægtede at lade kvinderne gå til møder i deres arbejdstid. Men også blandt de kvindelige polititjenestemænd var der skepsis. De ønskede ikke at skille sig ud, og det ville de netop gøre, hvis de blev medlem af ”strikkeklubben”, som netværket ofte blev omtalt af de mandlige kolleger.

- Det krævede mere mod af kvinderne at være med end at melde fra, konstaterer Susanne Philipson.

Netværket led en stille død i marts 2010. Der var ingen, der ønskede at tage over, da Susanne Philipson ikke længere havde tid til at være formand, fordi hun blev forfremmet til politikommissær i Frederikssund.

En snæver ledelsesramme

Her fortsatte hun med at skilte med sin kvindelighed i lederrollen. Hun overtog et virkeligt nedslidt kontor. Det malede hun selv i en weekend og skiftede de obligatoriske sorte ringbind ud med røde, placerede en rødblomstret lampe og en stor lænestol på kontoret og pyntede med stearinlys på bordet.

- Der var godt nok nogle af mine mandlige kolleger, der tabte kæben, når de trådte ind på mit kontor. Men det var sådan, jeg kunne trives, husker Susanne Philipson.

I 2012 stoppede hun i politiet. Ikke fordi hun var utilfreds med sit job, men fordi hun faldt over det perfekte stillingsopslag - direktør for Danner, en NGO, der blandt andet arbejder for at skabe respekt, ligeværd og lige muligheder blandt kønnene.

- Her tænkte jeg, at jeg kunne udfolde mit fulde potentiale. Det er heller ikke en hemmelighed, at man som leder i politiet har begrænsede muligheder. Din ledelsesramme er enorm snæver, og alt skal kunne måles og vejes. Rigtig meget er administrativt arbejde, og der er ikke så meget plads til, at man tænker selv. Det savnede jeg. Desuden tænkte jeg, at det kunne have lange udsigter, inden jeg igen kunne avancere i politiet. Der er mange om buddet, og som kvinde skal man virkelig bevise sit værd, fortæller Susanne Philipson, der altså søgte – og fik – stillingen som Danners direktør.

Hendes håb for dansk politi er, at man fra øverste ledelse virkelig vil de kvindelige ledere, og derfor gør sig bevidst om, at det kan kræve nogle særlige indsatser for at rekruttere dem. Ikke kun fordi de er kvinder, men fordi de også har et stort potentiale som ledere og kan byde ind i kerneopgaven på samme måde som mændene. Men med et andet perspektiv. Og fordi politiet bør afspejle det samfund, det er omgivet af, hvor 50 procent er kvinder.

- Ofte kræver vi kvinder et anderledes puf end mændene. Og er man ikke bevidst om det, ændres ingenting, mener Susanne Philipson.