facebook twitter

Ledelsen har kendt til lufthavnens problemer siden 2005

Politiet i Københavns Lufthavn har råbt vagt i gevær over personalesituationen ikke mindre end tre gange siden 2005, viser tre interne rapporter fra Københavns Politi.
Det er endnu ikke lykkedes at få flere folk.
  20/6-2014

Den 6. maj mødtes Folketingets retspolitikere for at diskutere en rapport fra Københavns Politi, udarbejdet i 2011. Politikerne skulle forholde sig til de problemstillinger, politiet dagligt ser i øjnene. Den interne rapport, som er udarbejdet af Københavns Politi, kommer ind på en del af de problemstillinger, lufthavnen slås med, blandt andet muligheden for ansættelse af civile i paskontrollen i mangel af politifolk.

 

Tre ledere fjernet

Men det er langt fra første gang, at der er blevet råbt vagt i gevær af politiet i lufthavnen. Allerede i 2005 – dengang var der 246 politifolk og 20 millioner rejsende – udarbejdede den daværende ledelse en rapport om, at man ikke kunne klare
arbejdet i henhold til Schengens regler om grænsekontrol.

- Jeg husker, at ledelsen afleverede rapporten om fredagen til øverste ledelse i København. Om mandagen var alle tre ledere fjernet. Begrundelsen lød, at de ”ikke kunne klare opgaven”, fortæller tillidsmand i lufthavnen, Carsten Holk.

 I 2010 blev der igen udarbejdet en rapport, som analyserede på situationen og konkluderede, at det ikke var muligt at klare politiets opgaver i lufthavnen med det antal personale, der var til rådighed.

- Det er ikke for sjov, når vi siger, at hver gang antallet af rejsende vokser, falder antallet af politifolk. Det er sådan cirka proportionalt. Hver gang vi får en ny leder – og det sker tit – starter de med stort gåpåmod, et ønske om at gøre en forskel samt med ambitioner om at drive en god grænsekontrol, der lever op til Schengens krav om blandt andet uddannelse. Deres håb er, at de er den person, som kan få tingene til at fungere. Så går der et års tid, og så får de det her glasagtige udtryk i øjnene, fordi intet hænger sammen. De rammes af virkeligheden. Ledelsen og den vagthavende kæmper hver eneste dag for at få vagtplanerne til at fungere. Men vi er bare ikke folk nok, fortæller Carsten Holk.