facebook twitter

Politiskolen - historien om politiets vigtigste ressource

Politiets uddannelse står over for store ændringer og udfordringer, hvis lige næppe er set, siden Politiskolen så dagens lys i 1914. Oprettelsen af skolen skete dog ikke uden konflikter – blandt andet var der uenighed om det faglige indhold i uddannelsen.
  4/4-2013

Uddannelsesverdenen gennemgår for øjeblikket voldsomme omvæltninger og har desuden et historisk stort politisk fokus. Det gælder også for politiets uddannelse, som står over for ændringer og udfordringer i en udstrækning, som næppe er set, siden Politiskolens oprettelse i 1914. Man planlægger, at uddannelsen skal gøres til en bacheloruddannelse, og uddannelsesstedet akkrediteres som alle andre University Colleges, der uddanner bachelorer. For at forstå hvorfor disse omvæltninger er så gennemgribende og markante inden for netop politiets uddannelse, er det relevant se på Politiskolens udvikling og helt særegne historie.

Et politi uden uddannelse  

Frem til det 20. århundredes først årti fandtes der ikke nogen officiel uddannelsesinstitution for politifolk. Fra omkring 1908 begyndte københavnske politifolk imidlertid at lave særlige sprogkurser på frivillig basis for at højne politiets status i samfundet. Kurserne blev forestået af en Hermann Jensen, der var uddannet lærer, men som også var lidt af en eventyrer. Blandt andet havde han opholdt sig i Sydafrika under Boerkrigen, hvor han havde været officer og tjent i den engelske efterretningstjeneste. Hertil kom, at han havde studeret politiforholdene i andre europæiske lande. Hjemvendt til Danmark blev han forundret og indigneret over det stade, dansk politi befandt sig på, og han argumenterede ivrigt for en politiuddannelse.

Denne mere formaliserede uddannelse blev en realitet 1. november 1909, hvor Københavns Politiskole – efter stærk agitation fra Københavns Politiforening – blev oprettet med Hermann Jensen som den første skoleleder.  Ser man på skolens første kursister, var en stor del af de deltagende overraskende nok 40-45-årige politifolk, der var kommet til København som unge. At netop denne gruppe søgte uddannelsen skyldtes formentlig, at de havde en særdeles mangelfuld uddannelse bag sig fra landsbyskolerne. En væsentlig del af skolens fokus var da også i de første år det skriftlige modersmål og tysk – i hvilken forbindelse Hermann Jensen udarbejdede lærebogen ”Tyske taleøvelser for Politimanden”.

Praktiskbetonet Statspolitiskole

Københavns Politiskole oplevede en betydelig vækst og interesse i de første år af sin levetid, og i 1910 besøgtes skolen sågar af den internationalt respekterede svenske politiofficer, von Schultz, der senere omtalte Politiskolen i meget rosende vendinger.

Fra såvel politiforeningerne som flere af landets kommunale politikorps blev der imidlertid rejst ønske om en Statspolitiskole - for at højne politiets uddannelsesniveau over hele landet. På baggrund af disse ønsker overrakte statspolitichefen, politidirektøren i København og Underretsdommerforeningens formand i september 1912 Justitsministeriet et andragende ”om Oprettelse af en for hele Landet fælles Politiskole”. De hovedgrundtræk, der blev skitseret for denne nye skole, skulle blive af afgørende betydning for Politiskolens videre udvikling – og efterfølgende adskille den fra mange andre uddannelsesinstitutioner i landet.

Blandt hovedgrundtrækkene blev der blandt andet fremhævet følgende: ”Praksis maa stadig haves for Øje ogsaa ved den teoretiske Del af Undervisningen. Lærerne maa derfor være praktisk uddannede Politimænd og Mænd, der ifølge deres Stilling praktisk tager Del i Politivirksomhed. Dette kan kun opnaaes ved at lade Skolen have Sæde i København og ved som faste Lærere at benytte Personer, der er knyttet til Københavns Politi”.

Rammerne for den nye Statspolitiskole, der blev endeligt etableret i juli 1914, var dermed en i høj grad praksisbetonet uddannelse, varetaget af politi- eller juridisk uddannet personale. Som forstander for skolen valgte man da også den internationalt berømte politiassistent og cand.jur., Hakon Jørgensen, og den meget kendte opdagelsesbetjent, Marker, samt overbetjent Læsø fra ordenspolitiet.

Alle var imidlertid ikke tilfredse med den meget praksisorienterede politiuddannelse. Blandt andet blev der i Politivennen i september 1912 indrykket en meget kritisk artikel, der fremhævede, at den slags uddannelse nærmest var en form for militær eksersits, der ikke indbød til fri tænkning. Det var næppe helt galt set, idet forbilledet for Københavns Politiskole var Den Kgl. Bayerske Gendarmeriskole. Artiklen understregede endvidere, at man ikke udelukkende burde have politiuddannet personale på skolen, men også et større antal fagfolk inden for andre fag.

Konflikt om det faglige indhold

Også efter skolens etablering skulle der opstå betydelig konflikt om skolens faglige indhold. Skolens leder, Hakon Jørgensen, insisterede således på, at hans særlige bøger skulle bruges i undervisningen, mens opdagelsesbetjent Marker mente, at han selv burde sammensætte det bedste undervisningsmateriale. Konflikten endte til slut med at blive så tilspidset, at Marker måtte trække sig som underviser.

Omkring de praktisk-fysiske fag var der imidlertid også konflikt, idet der hurtigt opstod en strid om, hvilken placering disse fag skulle have i forhold til undervisningen i efterforskning. Statspolitichef Mensen mente i den forbindelse, at den fysiske side af uddannelsen burde nedprioriteres, sådan at blandt andet boksetræningen faldt helt ud af uddannelsen. Denne prioritering var Hakon Jørgensen, der på dette tidspunkt havde tiltrådt en ny stilling som konstitueret politidirektør ved Københavns Politi, lodret imod, idet han understregede den sikkerhed, boksetræningen gav den enkelte politimand i tjenesten. Konflikten om uddannelsens indhold var imidlertid ikke kun en faglig diskussion, men også en del af den konflikt mellem det kommunale og statslige politi, der var opstået, efter at landets politi i 1919 var blevet delt i et efterforskende, statsligt politi og et ordensopretholdende, kommunalt politi. En løsning på denne konflikt kom, for Politiskolens vedkommende, først ved reglementet for Statens Politiskole af 18. juni 1938, der var en følge af den nye rigspolitiordning.

Politiskolen efter 1938

Reglementet for Politiskolen har lagt rammerne for Politiskolens udvikling helt frem til i dag. Reglementet understregede fortsat Politiskolens stærke tilknytning til det aktive politi, idet dette foreskrev, at det rådgivende udvalg skulle bestå af Rigspolitichefen (formand), Politidirektøren i København og repræsentanter for de forskellige politiforeninger samt politiledergrupper.

2. Verdenskrig satte naturligvis sit præg på Politiskolens videre udvikling, idet undervisningen først kortvarigt blev stoppet ved krigsudbruddet i 1939 og besættelsen i april 1940 – og siden helt ophørte efter politiets internering den 19. september 1944 (blot få måneder efter, at Politiskolen endelig havde fået mere permanente lokaler på Artillerivej på Amager). Den grundstruktur, der var etableret med reglementet for Statens Politiskole, ændredes imidlertid ikke med krigen.

En række større ændringer implementeredes dog i 1954, hvor begynderklassernes undervisning blev tredelt, idet politiaspiranterne først skulle have et begynderkursus, derpå en praktisk tjeneste på ti måneder for endelig at slutte af med et kursus på Politiskolen. Denne struktur, der fortsat havde et væsentligt praktisk islæt, blev fastholdt op igennem det 20. århundredes næste årtier. I 1975 blev uddannelsen ændret til den i dag kendte struktur med PG I, II og III samt PG IV i Beredskabsafdelingen i Københavns Politi.

På vej mod professionsbacheloruddannelse

1990’erne og det nye årtusind markeredes imidlertid af ændringer, der indvarslede et skifte på politiuddannelsen. I første  omgang fik Politiskolen i 1996 et permanent tilhørssted på Brøndbyøster Skole. I vinteren 2000 blev en ny organisationsplan for skolen vedtaget. Denne organisationsplan skulle styrke grunduddannelsen, der var præget af et stærkt stigende elevantal uden erhvervserfaring, men med gymnasial uddannelse. Grunduddannelsen blev hertil revideret i 2004 på grundlag af projektet ”Bedre uddannelse”, der skulle sikre, at grunduddannelsen i så vidt omfang som muligt svarede til en professionsbacheloruddannelse. Projektet indgik med betydelig vægt i den uddannelsesform, der blandt andet skal føre frem til, at grunduddannelsen bliver akkrediteret som professionsbacheloruddannelse med Politiskolen som akkrediteret udbyder. Tendensen går altså mod, at praktisk politifaglighed og akademisering går hånd i hånd.

Tak til tidl. politimester og chef for Politskolen, Karsten Petersen, for faglig bistand under udarbejdelse af artiklen.