facebook twitter
BLOG

Måltal - med mere mening og mindre kvantitet

"2018 er det rent faktisk hensigten at måltal skal give mening"

Læs blog

- Det var kun et spørgsmål om tid

Kim Thyssen var den ene af de to politifolk, der blev beskudt i Vollsmose i august. Han har arbejdet i det belastede boligområde gennem ti år, og han er som sådan ikke overrasket over, at der blev skudt mod politiet. Området er nemlig domineret af en hård kerne af kriminelle, der hader politiet.
  1/9-2009

Kim Thyssen ved, hvad han taler om. Gennem 15 år har han arbejdet med opsøgende og forebyggende arbejde blandt børn og unge med anden etnisk herkomst end dansk. Først som urobetjent i en specialenhed og siden 2004 har han haft base hos nærpolitiet i Vollsmose med Bøgeparken som sit primære område. Kim Thyssen har ingen illusioner og ingen fordomme, for han kender realiteterne.

Derfor virker han ikke specielt overrasket, skuffet eller chokeret over at være blevet beskudt natten til den 14. august, hvor gemytterne kogte over i Bøgeparken i Vollsmose.

- Mange af de problematiske unge beboere i Bøgeparken er tikkende bomber, så det var kun et spørgsmål om tid, og om hvem der strøg den første tændstik, fortæller politiassistenten.

Svære at nå ind til
Kim Thyssen har tidligere oplevet, at der er blevet kastet sten og flasker mod ham, men han er aldrig tidligere blevet beskudt.

- Men utilfredsheden har ulmet blandt de unge gennem de sidste to-tre måneder. Vi har eksempelvis for nylig fået smadret en del af bagruden i vores patruljevogn. De har generelt været sure på politiet og har bare ventet på en anledning. Lige nu findes der en meget hård gruppe i Bøgeparken, og det bevæger sig i den forkerte retning, frygter Kim Thyssen, der også kan oplyse, at kommunens folk har det svært i Bøgeparken, og at nogle simpelthen har meldt fra at arbejde blandt uromagerne af hensyn til deres egen sikkerhed.

Kim Thyssen fortæller endvidere, at Bøgeparken primært er beboet af arabere, og at det er en gruppe statsløse palæstinensere, der sætter dagsordenen i forbindelse med kriminaliteten i området. Mange af dem, som lokalpolitiet har med at gøre, er tillige svagt begavede. Områdets skolepsykologer har endog karakteriseret nogle af de unge som værende på "sinkestadiet", sådan som det hedder i fagsproget.

Fagpersoner i Odense Kommune, som DANSK POLITI har talt med, siger samstemmende, at omsorgssvigt, manglende stimulation og følgerne af fætter-kusine-ægteskaber er hovedårsagerne til, at flere af områdets unge er småt begavede, og derfor ender de nemt i kriminalitet. De ser op til de ældre kammerater og vinder anerkendelse ved at begå kriminalitet.

- De her unge har et lavt ordforråd, de er impulsstyrede og ikke konsekvens-orienterede, og derfor er de meget svære at nå ind til. De har simpelthen ikke de redskaber, der skal til for at diskutere. Mange af dem har desuden en ekstrem forkærlighed for ild. I løbet af sommeren registrerede vi over 100 arnesteder bag Bøgeparken, beretter Kim Thyssen.

Omvendt racisme
Den erfarne politimand fortæller også, at der i Bøgeparken er såkaldte "wanna-bees" helt ned i 8-10 års alderen. Det er dem, der råber "fucking politi" og lignende skældsord efter ordensmagten. Så er der de lidt ældre brødre, der decideret udfordrer politiet og kaster med sten og flasker, og når det virkelig går hedt for sig, er det faktisk af og til familiefædre på 30-35 år, der opildner de unge til at gå til angreb på politiet. Den hårde gruppe af statsløse palæstinensere i Bøgeparken tæller cirka 40 personer, vurderer Kim Thyssen, men de kan hurtigt tilkalde folk, så de pludselig er over 100 problematiske unge og ældre samlet.

- De bærer på et ubærligt had til autoriteter. Desuden er der en del omvendt racisme herude, og det er blevet mere udtalt gennem de seneste år. Danskerne har det meget svært i Bøgeparken. Deres børn kan ikke lege i sandkassen, det er danskernes biler, der bliver stukket i brand, det er danskernes lejligheder, der er indbrud i, der skydes med luftgevær efter danskerne, og det er danskerne, der bliver udsat for gaderøverier.

Ingen venner
Nu kunne man måske godt forledes til at tro, at skudepisoden har vakt vrede eller skuffelse hos Kim Thyssen. Beboerne i Bøgeparken kender ham, og han kender dem. Og alligevel blev der skudt efter ham og hans kollega. Men sådan anskuer Kim Thyssen ikke tingene.

- Der gælder tre ting for at være en god betjent i Vollsmose. Du skal være klar i hovedet, varm om hjertet og kold i røven. Det betyder, at beboerne herude kommer noget tættere på én, og man bliver ofte "omringet" af 30-40 nysgerrige personer. Man skal bare altid huske, at vi har nogen, vi kender, men vi har ikke nogen venner. Vi bliver tit kaldt for racister, men sådan ser de på alle, der håndhæver loven, lyder det nøgternt fra Kim Thyssen.

- Men jeg holder stadigvæk af mit arbejde, og det ændrer skudepisoden ikke på, fastslår han.

 

Sagen kort:

Natten til den 14. august blev to politiassistenter fra lokalpolitiet i Vollsmose beskudt.

Episoden skete i forbindelse med, at en bil var forulykket i Bøgeparken i Vollsmose efter en biljagt. En ophidset folkemængde forhindrede politi og ambulance i at komme frem til føreren af bilen, og da de to politiassistenter fra lokalpolitiet steg ud af deres patruljevogn, blev der kastet sten og flasker efter dem.

Kort efter blev der affyret otte-ti skud mod dem. Ingen af skuddene ramte.

Den 17. august blev en 35-årig mand fra Bøgeparken varetægtsfængslet i fire uger i sagen. Manden, der har anden etnisk baggrund end dansk, nægter sig skyldig.

Justitsminister Brian Mikkelsen har efterfølgende udmeldt, at han ønsker at tredoble straffen for at forhindre politi og redningskøretøjer i at gøre deres arbejde.

Natten til den 21. august blev der atter skudt i Bøgeparken. Vidner hørte fem-ti skud blive affyret. Ingen blev ramt.


Fætter-kusine-ægteskaber:
Der er ingen præcise opgørelser over, hvor mange efterkommere af indvandrere i Danmark, der lever i fætter-kusine-ægteskaber eller andre ægteskaber, hvor der er tale om blodbeslægtede personer.


Studier viser, at risikoen for at få et barn med misdannelser eller psykiske handicap er forhøjet 2-2,5 gange, når moren og faren er nært beslægtede.


De handicap, der er under mistanke for at have relation til fætter-kusine-ægteskaber, er blandt andet mental retardering, blodsygdomme, hjertelidelser, defekter i centralnervesystemet og vand i hovedet.


I en engelsk rapport fra 2007 nævnes svag begavelse eller lav intelligens som en væsentlig prædiktor for kriminalitet. Det skyldes en højere grad af impulsivitet og mangel på hæmninger hos dem, der har en lav IQ. Dog er lav intelligens ikke så stærk en prædiktor som for eksempel kriminalitet blandt forældrene.