facebook twitter

Politihistorie: Den lille Havfrue – beundret og vandaliseret

Sådan sad havfruen uden hoved den 25. april 1964.
For nogle måneder siden blev Den lille Havfrue overhældt med rød maling og foran statuen havde aktivister skrevet: ”Forsvar de færøske hvaler”. Vandalismen skrev sig ind i en lang række af hærværksforsøg rettet mod Danmarks mest ikoniske statue. Vandalismen har haft sin egen besynderlige historik, der til tider har sat befolkningens sind i kog – og det i et omfang man kun har set med få andre kriminalsager.
  11/12-2017

Den 25. april 1964 – klokken var cirka 03.30 – gik arbejdsmand Heinz Günther ad Langelinies spadseresti og stoppede ud for Langeliniepavillonen. Herfra kiggede han ud mod Kongeskibet Dannebrog. Da han nu vendte hovedet lidt til højre, fik han øje på Den lille Havfrue. Han kiggede. Tog brillerne af. Gned øjnene. Kiggede igen på sine briller, for at se om der var noget i vejen med dem. Nej, det passede: Havfruen manglede hovedet!

I al sin befippelse og ophidselse stoppede han en forbipasserende kvinde.
”Ved De hvad, hovedet er skåret af Den lille Havfrue,” sagde han til hende. Kvinden kiggede mærkeligt på ham og skyndte sig videre. Heinz ville nu have fat i en telefon, så han kunne alarmere politiet. Først stødte han dog ind i to marinesoldater. Han spurgte nu dem om, hvor man skulle henvende sig, hvis man ville anmelde, at hovedet var savet af Den lille Havfrue. De to soldater kiggede om muligt endnu mere mærkeligt på Heinz – der fik indtryk af, at de ikke troede han var rigtig klog! Fortvivlet over al denne mistro og vrangvilje gik Heinz nu resolut ind på politistationen i Antoniegade og anmeldte forbrydelsen. Havfruesagen havde taget sin begyndelse. 

Pressestorm

Fra starten gik pressen i såvel Danmark som resten af verden nærmest amok over halshugningen af Den lille Havfrue.
Tankevækkende er det i den forbindelse, at sagen om Den lille Havfrue formentlig er den mest omtalte danske kriminalsag i den udenlandske presse – måske bortset fra dette års ubådssag.

Den megen presseomtale fulgtes snart op af flere henvendelser. Særligt drejede det sig om det tyske skib Seeadler. Igen og igen skulle dette skib blive trukket frem i pressen, idet det blev insinueret, at personer fra besætningen skulle stå bag halshugningen. Også andre udlændinge var dog i søgelyset. Det drejede sig særligt om de ”mærkelige” unge englændere med langt hår, der oftere og oftere viste sig i gadebilledet, og som tilsyneladende fandt Den lille Havfrue mere latterlig end smuk!

Fokus skulle imidlertid snart skifte fra de udenlandske unge til Danmarks egne unge kunstneriske ”ballademagere”. Det hele startede med et indlæg fra en såkaldt provokunstner ved navn Finn Sørensen i B.T. den 5. juni 1970. Finn Sørensen var ikke hvem som helst, men en del af et nyt kunstnerfællesskab, der udfordrede de borgelige normer. Også Jørgen Nash var en del af dette fællesskab, og han skulle senere på egen foranledning blive hovedmistænkt i Havfrue-sagen.

Finn Sørensen, der var kunstmaler, gik under det poetiske navn ”Kistemanden”. Tilnavnet havde han fået efter en happening på Jørgen Nashs gård i Sverige. Her lod han sig, med fare for eget liv, grave ned i en kiste under jorden. Så var det denne farverige personage, der stod bag halshugningen? Det var i hvert fald, hvad han sagde i B.T. Meget bombastisk slog han fast: ”Da jeg stod med saven i hånden, var jeg fast besluttet på at ”myrde” havfruen. Jeg syntes som mine venner, at hun var et dårligt symbol for dansk skulpturel kunst.”

Interviewet i B.T. var en lodret tilståelse, så få dage senere dukkede politiet op på Finn Sørensens bopæl. Problemet var blot, at Jørgensen under afhøringen trak hele sin tilståelse tilbage. Hans udtalelser var en ren provokation. Da de lettere himmelfaldne betjente så spurgte, om det ikke var lige i overkanten, at han i B.T. og senere Se & Hør var blevet fotograferet stående i Utterslev Mose og udpegende stedet, hvor han havde smidt hovedet, forklarede han irriteret, at han skam også var træt af sagen og ikke gad lyve længere.

Dette havde han i øvrigt også gjort Se & Hør klart, da de efter artiklen i B.T. var kommet rendende for at få et interview. Ifølge Sørensen havde Se & Hør imidlertid været fuldstændig ligeglade. De havde opfordret ham til at holde kæft med sandheden og havde derpå engageret et frømandskorps, der dukkede op i Utterslev Mose sammen med den berømte tv-reporter Bent Bertramsen (der var oplæser i TV-Avisen). Inden frømandskorpset, kommenteret af Bent Bertramsen, gik i gang, var der blevet kastet en nedstryger ud i vandet, så de i det mindste kunne finde noget!                

Jørgen Nash i søgelyset

Den farverige Sørensen var imidlertid ikke den eneste der var i søgelyset. Jørgen Nash havde nemlig flere gange været i medierne og påstå, at han vidste, hvem der stod bag halshugningen af Den lille Havfrue. Så måske var han gerningsmanden?

Når Nash blev fremhævet som Havfruens morder, var det ikke uden grund. I 1966 havde han nemlig på sin sædvanlige tvetydige facon tilstået at stå bag hærværket. Hærværket skulle have været udtryk for en såkaldt ”massemedie-happening”. Under senere afhøring havde han imidlertid fralagt sig ethvert ansvar og i stedet, noget langt ude, peget på en norsk entreprenør.

Pågældende nordmand skulle, som følge af jalousi og national hævntørst, have savet hovedet af statuen. Entreprenørens kone havde nemlig indledt et forhold til en dansk mand, og som hævn havde den gode nordmand altså forgrebet sig på danskernes nationalsymbol nummer et. Historien virkede mildest talt besynderlig, og andre blev da også ved at pege på Nash som en af gerningsmændene.

Bygningssnedkeren Bertil Ludvigsen hævdede således, at keramikeren Knud Milling under deres fælles ophold på Askov Højskole havde tilstået, at han og Nash sammen var sejlet over Øresund i en Coronet-speedbåd og havde savet hovedet af Havfruen. Derpå var de sejlet tilbage til Sverige og havde gemt hovedet på Nashs gård. Her skulle det befinde sig bag en hemmelig væg, som med et tryk på en knap kunne glide til side. Til det sagde Nash kun ”vrøvl og vås”. 

Mystiske breve

Sagen omkring Den lille Havfrue var imidlertid ikke bare præget af outrerede kunstnere, men også en lang række besynderlige trusselsbreve.
Det startede i begyndelsen af maj 1964. Her fandt en kvinde en gipscylinder vedhæftet to ark papir. De to ark papir var fra det såkaldte Tikidolo-Selskab. I skrivelsen blev der vedhæftet et brev med hieroglyflignende tegn, som skulle være forklaringen på havfruemysteriet.

Brevskriveren havde været så venlig at skrive afsenderadresse på, nemlig det såkaldte Kambot Fetishtempel. Her dukkede to kriminalbetjente op. Det var ikke hver dag betjente besøgte et Fetishtempel, så de var lidt skeptiske, men også en smule nysgerrige. Fetishtemplet (dvs. kælderrummet), hvor ypperstepræsten huserede, var indrettet med forskellige bongotrommer, marokkopuder og en form for alter. Betjentene ville nu gerne vide, hvad fetishtemplet var for noget – og det var ypperstepræsten ikke bleg for at forklare dem. Forklaringen var dog ikke kun i ord, for ypperstepræsten satte sig pludselig ved bongotrommerne og begyndte at traktere disse til betjentenes store forbløffelse.

Kriminalbetjentene havde nok allerede dér en fornemmelse af, at de ikke ville få en helt rationel og entydig forklaring på havfruemysteriet – og ypperstepræsten indrømmede da også, at hans brev kun havde været et propagandafremstød for fetishbevægelsen. 

Sagen der ikke ville dø

Forståeligt nok var drabsafdelingen efter blot få måneders efterforskning godt trætte af sagen, der blev ved at trække overskrifter – og ressourcer ud af afdelingen. Som tiden gik, begyndte tingene dog at falde til ro, men i 1975 blev sagen vakt til live igen. Denne gang var det hverken kunstnere, mystikere eller plattenslagere, der stod bag sagens genkomst, men en taxachauffør.

Den 6. marts 1975 vækkede Ekstra Bladet danskerne med overskriften: ”Kan denne film afsløre havfruens morder”.
Bag overskriften gemte sig en noget besynderlig historie. Ekstra Bladet havde nemlig fået adgang til en filmrulle, som ved et tilfælde var fundet bag et bagsæde i en taxa, men først var kommet frem 10 år efter hærværket. Måske filmen var nøglen til 60'ernes ”mordsag”? Ja, måske var filmen det! Den viste i hvert fald både et foto af havfruen, før hun var blevet halshugget hin famøse dag og umiddelbart bagefter, hvor hun stod uden hoved.

Der var dog ét spor at gå efter, for – bizart nok – fandtes på selv samme film en række andre fotos af en begravelse og et bryllup. Det var derfor blot et spørgsmål om at trykke disse fotos og vente på, at nogen fra disse selskaber meldte sig. Kort efter meldte ”gerningsmanden” meldte sig. Der var tale om en hyrevognschauffør, som nok erkendte, at det var hans billeder, men samtidig understregede, at han intet havde haft at gøre med ”havfruemordet”. Fotografierne af begravelsen og brylluppet var familiefotos, som var optaget, mens han havde været gift med sin tidligere kone. Fotografierne af havfruen med hoved var taget med henblik på salg til turister og var taget dagen før, hun blev halshugget. Fotoet af statuen uden hoved var taget dagen efter, idet chaufføren simpelthen var kørt ned for at fotografere statuen, fordi han havde hørt nyheden om hærværket – igen var tanken at sælge fotografierne til turister.

Bagefter havde Gruhl dog glemt alt om filmen, og først fotografierne af familiebegivenhederne trykt i Ekstra Bladet havde mindet ham om hans tidligere meritter. I en senere artikel i Ekstra Bladet understregede han dog, at avisen ”(…) for Guds skyld [skulle] skrive – for at undgå at hele nationens vrede falder mig – at jeg ikke kender noget til noget. Jeg har ikke set Jørgen Nash eller nogen på åstedet”. 

Hærværket fortsætter

I 1980’erne florerede aktivismen igen. Bz-bevægelsen og forskellige miljøorganisationer havde erstattet 1960’ernes aktivister og benyttede op igennem 80’erne i flere tilfælde Den lille Havfrue aktivistisk, for eksempel malede statuen, gav den tøj på med videre. I 1986 gik det særligt voldsomt for sig, idet to personer savede en arm af statuen. Hærværksmændene meldte sig få dage efter og afleverede armen til politiet.

Godt ti år senere rullede sagen på ny. Her vågnede kunstneren Henrik Bruun til noget af en overraskelse. I Politiken og Ekstra Bladet, af 28. oktober 1997 kunne han nemlig læse, at han havde hugget hovedet af Den lille Havfrue i 1964 – mysteriet var løst. Påstanden var fulgt af billeder af Henrik Bruun. Begge aviser skrev også, at Henrik Bruun fornylig var afgået ved døden. Man kan godt forstå, at kunstneren fik morgenkaffen galt i halsen, da han lyslevende sad og læste disse påstande. Heller ikke i denne omgang fandt den spektakulære sag altså sin afslutning.

Og så i 1998 gentog det hele sig. Havfruen fik nu igen, den 6. januar, savet sit hoved af. Denne gang blev sagen dog hurtigt afsluttet. En fotograf afleverede nemlig få dage efter hovedet til politiet. I forlængelse heraf forklarede fotografen – der godt kunne se, at det virkede lidt mærkeligt, at han dukkede op med hovedet – politiet, at to ikke nærmere specificerede mænd havde overdraget ham hovedet. Fotografen ønskede ikke at sige yderligere. 

Uden slutning

Den anden halshugning og et nyt årtusind betød dog ikke, at diskussionen om Den lille Havfrue forstummede. I 2004 døde Jørgen Nash, der til sin dødsdag havde fastholdt, at han havde haft en form for delagtighed i hærværket – senest i bogen Sandheden klædt af til skindet – en havfruemorder krydser sit spor fra 1997. Meget tydede dog på, at Nash ikke var manden bag halshugningen, idet en del af hans forklaringer virkede usammenhængende og i modstrid med politiets tekniske beviser.

Hvem gerningsmanden så var, får stå hen i det uvisse, men den sidste side i Havfruesagaen er næppe vendt – også i fremtiden vil Danmarks mest ikoniske statue nok ikke have blot turisters men også aktivisters og kunstneres interesse.